SMID TØJET DANMARK
Røde Kors har iværksat Danmarkshistoriens største genbrugsindsamling, med målet om at indsamle 1600 tons tøj på fem uger. Indsamlingen kulminerer med et stort anlagt tv-show den 9. maj. Idéen er, at danskerne skal gøres opmærksomme på, at deres aflagte tøj er penge værd.
Af Nina Maria Jensen
Du har måske allerede bemærket det kække slogan, som opfordrer os alle til at smide tøjet. Opfordringen er ikke ment som en tilskyndelse til blufærdighedskrænkelse eller til at få lidt forårssol på kroppen, men er derimod Røde Kors’ nyeste tiltag for at skrabe penge sammen til mennesker i nød. SMID TØJET DANMARK-kampagnen er en af Røde Kors’ største opgaver i mange år, og den adskiller sig fra traditionelle indsamlinger ved ikke at indsamle kontanter, men derimod danskernes aflagte tøj, som alligevel bare ligger og fylder bagest i klædeskabet eller i en sort sæk på loftet.
Forårsrengøring
Hvis man ser dette som et velment skub til at tage sig sammen til at rydde ud i gemmerne, kan man, som altid, aflevere sit tøj i en Røde Kors-butik eller i en af de mange containere, som er opstillet rundt omkring i hovedstaden, og i anledning af kampagnen, er der opstillet 100 ekstra containere, som alle bliver tømt hyppigere end normalt. Desuden kan man i ugen 4.-9. maj vælge at aflevere tøjet i Brugsen eller Kvickly, idet Røde Kors har indgået et samarbejde med COOP, for at gøre det endnu lettere at donere i den gode sags tjeneste.
Hvordan du kan bidrage?
En storstilet kampagne som denne har behov for frivillige i stor stil. Der er forventning om, at Røde Kors-butikkerne får ekstra travlt, efterhånden som danskerne smider tøjet, hvorfor der opstår behov for længere åbningstider og flere transportture fra butikkerne til centrallageret. Så hvis du kan afsætte lidt tid i de resterende uger af kampagnen til at håndtere det ekstra tøj der strømmer ind, vil det være en stor hjælp. Ring til kampagnens hotline for yderlige information: 3525 9200.
