Frivillige fra Røde Kors spiller vigtig rolle ved Copenhagen Summer Dance

Frivillige fra Røde Kors spiller vigtig rolle ved Copenhagen Summer Dance

Startskuddet til årets Landsindsamling foregik i smukke omgivelser i gården ved Københavns Politigård.

Copenhagen Summer Dance 2014 fik hjælp af frivillige fra Røde Kors Hovedstaden til at servicere de ca. 800 gæster ved ni forskellige danseforestillinger i dagene 11. til 17. august. Dét gav 20.000 kr. til Røde Kors’ Landsindsamling den 5. oktober. Indsamlingen i år har temaet ’Danmark mod katastrofer’.

”Vi skal vise publikum på plads og besvare diverse spørgsmål”, siger Karin Guttorm, som er frivillig koordinator af de 18 frivillige. ”Desuden skal vi stå vagt ved toiletter og udgange, hjælpe med diverse forfaldent arbejde samt hjælpe med oprydningen”.

Røde Kors havde også opstillet en bod i gården på København Politigård. Her kunne man blandt andet tilmelde sig som indsamler den 5.oktober.

”Det er et fantastisk sammenhold i gruppen, og vi hygger os hver eneste aften”, pointerer Karin Guttorm. Det er ikke blot indbyrdes, men også sammen med de øvrige medarbejdere, der har andre funktioner under hver forestilling i de romantiske rammer i København Politigård.

”De 18 frivillige fra Røde Kors Hovedstaden har alle forskellige baggrunde, og er yderst servicemindede. De har været medvirkende til, at Copenhagen Summer Dance atter i år er blevet en vældig succes”, siger Ida Fredericia, Dansk Danse Teater. ”Det er andet år, vi samarbejder med Røde Kors Hovedstaden, og det er tydeligt, at der er flere gengangere i år. Det betyder meget, at de kender de forskellige arbejdsopgaver, som de løser helt optimalt”!